Fløjlshandskerne er smidt og danskerne har fået nok. Opgøret med landbruget er for alvor skudt i gang. Her er et bud på det kommende forløb.
BEMÆRK: Denne analyse er udgivet af stifter og indehaver af NEM CSR, Kristoffer Lerche-Thomsen. Læs den fulde kritiske artikel om det danske landbrug på lerche-thomsen.dk.
At “Danmark er et landbrugsland” er der stadig borgere der postulerer. Det er til dels korrekt. I hvert fald på den facon, at erhvervet i årtier har haft uproportionalt alt for stor politisk indflydelse. I virkeligheden har branchen bidraget yderst beskedent, rent økonomisk set, og medtager vi erhvervets negative eksternaliteter, står vi tilbage med en dundrende underskudsforretning.
Derfor er det ikke overraskende, at danskerne nu har fået nok. Af billeder af mishandlede dyr. Af stanken fra de 40 millioner grises urin og afføring. Af de aldrende landmænds ofte hensynsløse og deciderede infantile opførsel. At omtale dansk landbrug som “ekstremt” er på ingen måde overdrevet eller upassende. Det er snarere en underdrivelse.
Hvad er det der gør, at det er passende at omtale dansk landbrug som værende ekstremt? Hvad indikerer, at et reelt opgør er skudt i gang? Hvorfor er det vigtigt at vi aftabuiserer det at kritisere landbruget? Og hvordan kommer forløbet til at udspille sig herfra? Det ser vi nærmere på nu.
At omtale dansk landbrug som “ekstremt” er på ingen måde overdrevet eller upassende. Det er snarere en underdrivelse
Farvel til fløjlshandskerne: Dansk landbrug er i sandhed ekstremt
At det danske landbrug fylder alt for meget, er der ingen reel tvivl om. For selv hvis vi godtog branchens myter om en “særlig gylden dansk muld”, så retfærdiggør det ikke, at man beslaglægger over 60 % af et lands areal. Og at man i øvrigt på ca. 80 % af disse arealer udelukkende dyrker foder til landets 40 millioner grise… Og trods det alligevel må konstatere, at end ikke det er nok, og derfor beslaglægger et areal i Sydamerika på størrelse med Sjælland, Bornholm og Falster tilsammen til yderligere foderproduktion.
At beskue et land som Danmark fra oven er også ekstremt. Landet er, for at sige det ligeud, præget af endeløse rækker af intensivt opdyrkede monokulturmarker i et omfang, hvor det er nærmest umuligt at spotte de små pletter med buske og træer. På disse marker spredes der årligt sprøjtegifte ud i så stor stil, at der konsekvent hænger en kemisk dunst i luften som bidrager til insekt- og biodiversitetskollapset. Fuglene, der lever af insekterne, er derfor også i stort omfang forsvundet.
Og så er der gyllen. Efterladenskaberne efter de ca. 40 millioner grise, der årligt “produceres”. I et land med godt 6 millioner mennesker. Mens der tages hånd om vores efterladenskaber, på dertil indrettede rensningsanlæg, spredes grisenes pis og lort i stedet ufiltreret ud over markerne. Gylle er der nok af. Der produceres faktisk så meget, at landmændene årligt i perioden op til d. 1. februar, hvor den igen må spredes, stresser rundt og fylder op på de bristefærdige gylletanke. Desperationen er så stor, at reglerne ofte brydes: Der spredes derfor før tid, eller sågar direkte på frossen jord, så gyllen skyller lige ud i de døende vandløb.
De kulsorte og endeløse rækker af oppløjede monokulturmarker bidrager om vinteren til et nærmest dommedagsagtigt udtryk. Danskerne har aldrig kendt til noget andet landskab. Er aldrig blevet præsenteret for alternativer. Derfor har de udviklet et kollektivt Stockholmsyndrom, hvor bølgende kornmarker hyldes som “storslået natur”. Hvor en så intens stank af gylle, at ens næse nærmest ryger af, blot er noget der “bør accepteres”. Og hvor vilde rovdyrs naturlige adfærd straks påberåbes som problematisk.
Illusionen om det idylliske og bæredygtige danske landbrug er dog i stigende omfang i de senere år krakeleret. Sandheden er, at det primært bidrager med eksport af lavkvalitetssvinekød i “rigelige mængder”. For at sige det mildt. Danmark er nemlig i bogstaveligste forstand hele verdens svinefabrik. Det har danskerne nu åbenlyst fået nok af.
Danskerne har aldrig kendt til noget andet landskab. Er aldrig blevet præsenteret for alternativer. Derfor har de udviklet et kollektivt Stockholmsyndrom, hvor bølgende kornmarker hyldes som “storslået natur”
Slaget om Danmark: Regeringsgrundlaget er en regulær krigserklæring
Med vedtagelsen af den grønne trepart blev der lagt op til udtagning af cirka 15 % af det danske landbrugsareal. Det har hele tiden været klart, at det slet ikke er nok, og danskerne er trætte af den vattede tilgang med frivillige aftaler over for landbruget. I regeringsgrundlaget for den nydannede firkløverregering konfronteres den ubæredygtige branche åbenlyst. Det er således regeringens vision at “vi overleverer et land til de kommende generationer, der er præget af meget mere skov, natur og biodiversitet, en stærk og bæredygtig fødevareproduktion af høj kvalitet, og hvor drikkevandet er rent, og velfærden i grisestaldene er kraftigt forbedret.”
For første gang siden 1896 sløjfes posten som fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister endvidere, og erstattes med “Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd”. Et kraftigt vink med en vognstang til branchen. Så kraftig at politisk kommentator Lawand Hiwa Namo korrekt konstaterer, at “landmændenes storhedstid er forbi”, og kommentatoren Ask Rostrup taler også om et reelt “opgør med landbruget”.
Det danske landskab er fortsat præget af endeløse rækker af intensivt opdyrkede monokulturmarker. Det ændrer sig i fremtiden. Foto: Pexels
Danskerne brækker sig over forholdene i grisestaldene
Den regulære krigserklæring mod landbruget følger på bagkant af et populært borgerforslag om markante forbedringer af velfærden for grise, som på kun 74 timer nåede over 50.000 underskrifter. Danskerne brækker sig i bogstaveligste forstand fortsat over de horrible billeder fra grisestaldene. Det er i øvrigt ikke overraskende kommet frem, at der dels er tale om systemiske udfordringer, samt at den øverste top af landbruget selv har “bidraget” med mishandling. Landbrugets spin og udenomssnak om “enkelte brodne kar” er således sendt til tælling. Og havde du ærlig talt regnet med andet?
Kritikken af landbruget skal aftabuiseres
I mange år har det nærmest været tabu at kritisere landbruget. Man skulle jo helst ikke komme og sprede dårlig stemning, vel? Men nok er nok. Turismen kommer til at spille en stigende rolle for dansk økonomi i fremtiden, og så er det altså ikke særlig attraktivt at skulle byde vores gæster velkommen med en dunst af urin og afføring, kulsorte pløjemarker og døde fjorde, vel? Tror I helt ærligt selv på, at det er noget der er penge i at føre sig frem på? Vejen frem er klar: Omfattende udtagning af landbrugsjord og langt mere natur.
Vi skal som land heller ikke acceptere, at landbruget sætter folkesundheden på spil. Som et af få lande har Danmark stadig en legal pelsproduktionsbranche, trods at den heldigvis blev fuldstændig decimeret efter opgøret under COVID-19. EU kommer til at levere det endegyldige nådestød for denne fuldstændig vanvittige branche, som ud over ufattelige dyrelidelser også medfører en permanent risiko for pandemier. Den fuldstændig groteske og overdimensionerede danske svineproduktion er endvidere en tikkende tidsbombe, som lynhurtigt kan bidrage med kimen til en ny pandemi, og hvor problemer med MRSA og antibiotikaresistens allerede gør sig gældende. Skal vi virkelig, i vores iver efter at producere billigt bacon, til at døje med manglende behandlingsmuligheder af basale sygdomme igen, som ellers i årevis let har kunnet kureres med antibiotika? Stram op folkens.
I mange år har det nærmest været tabu at kritisere landbruget. Man skulle jo helst ikke komme og sprede dårlig stemning, vel? Men nok er nok
Danskerne kritiserer landbruget
At det nylig afholdte folketingsvalg udviklede sig til et decideret landbrugs- og svinevalg, er et symptom på, at danskerne gør oprør med landbrugets dårligdomme. Det er godt, og alle opfordres til at fortsætte den berettigede kritik. Sammenslutninger såsom Landsforeningen mod svinefabrikker gør også op med branchen, og det samme er tilfældet for foreninger såsom Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse og World Animal Protection.
Det står klart, at danskerne ikke gider høre på landbrugets floskler og udenomssnak længere. At de er dødtrætte af at se på pløjemarker overalt. Og at de kræver at få adgang til rekreative grønne områder og reel natur. Med andre ord, danskerne kræver en fuldstændig anderledes arealanvendelse. Og det kan ikke gå hurtigt nok.
Hvad sker der herfra?
Når historiebøgerne skrives, og man ser tilbage på 2020’erne, så er der ingen tvivl om, at perioden vil defineres som en markant brydningstid for den danske arealanvendelse, samt ikke mindst for fortællingen om “Danmark som et landbrugsland”. Illusionen krakelerede endegyldigt, og bondepartiet Venstres kollaps, hvor de rabiate dele af landbruget endegyldigt blev forvist til den yderste, populistiske højrefløj, vil stå som et symbol på udviklingen.
Landskabet kommer til at forandre sig – over tid endda markant
Danmark vil fremover fortsat producere fødevarer. Selvfølgelig. Men det kommer ikke til at ske på samme måde som hidtil. Paradigmeskiftet består i, at en fælles forståelse er opstået om, at landbruget ganske enkelt fylder for meget. Der vil derfor blive udtaget enorme landbrugsarealer. På de tilbageværende arealer vil nye kvælstofkrav ændre på, hvad der dyrkes, samt hvordan. Økologisk og regenerativ produktion vil vinde frem, og et styrket brand om danske “kvalitetsprodukter” kan opstå og overtage fra det nuværende ensidige fokus på kvantitet. Det er vigtigt at forventningsafstemme: Udviklingen vil ske gradvist, og danskerne skal ikke forvente at se enorme forandringer over natten. Men landområderne vil se relativt anderledes ud om 5 år, og om 10 og 15 år vil de fleste, uanset hvor de bor, for alvor kunne opleve det forandrede landskab.
Mindre landbrug, mere natur – således lyder fremtidsvisionerne. Foto: Pixabay
Den grønne trepart som indledende værktøjskasse
Hidtil har den grønne trepart ikke ført det helt vilde med sig. Mange steder “udtages der landbrugsjord” som i princippet i dag end ikke er reelt opdyrket, og som sådan fremstår det som tom snak. Overordnet set er det dog en fornuftig start, og metoden i værktøjskassen er opfundet: Hver gang der opstår åbenlyse problemer med iltsvind, skrantende dyrevelfærd og lignende møgsager, så vil politikerne fremadrettet finde det værktøj frem der hedder at “regulere og ikke mindst begrænse landbruget”. Det er en herlig værktøjskasse som i årene frem uomtvisteligt vil føre til, at det danske landbrugsareal gradvist vil sænkes markant.
Det nuværende svineparadigme står for fald
Helt konkret i forhold til svineproduktionen forudses det, at Danmark vil lade sig inspirere af det nådesløse opgør med den animalske industri i Holland. Siden 2019 har de hollandske landmænd reageret med voldelig opstand mod regeringens krav om markante sænkninger af husdyrbestanden. Protesterne eskalerede til regulær terror mod infrastrukturen, hvor landmændene i ren desperation brugte deres tunge traktorer som rambukke mod politiet, hvilket har ført til episoder, hvor betjente har trukket tjenestevåbnene og har skudt direkte mod demonstranterne. Om det danske gylledynasti vil udvise samme infantile adfærd og klamre sig til skyttegraven med vold, må tiden vise. Men frontlinjen er dog trukket op: Opgøret med landbruget er uigenkaldeligt skudt i gang.